Vores barndomshjem
Familien dengang:
Skrevet og samlet af Finn Øelund 10-07-2016
Børn: Benny Arne Øelund, Finn Øelund – Forældre: Ella Iris Øelund født Krøse Rasmussen, Svend Aage Øelund – Hund: Cockerspaniel ”Prins”
Bedsteforældre på mors side: Olga Elvira Krøse tidligere Krøse Rasmussen født Olsen og Hans Louis Krøse tidligere Krøse Rasmussen
Bedsteforældrepå fars side: Ella Kristine Øelund født Pallesen og Vilhelm Anker Øelund
Vores mors barndom og ungdom
Vores mor Ella Iris Krøse Rasmussen, er født den 13. oktober 1924, gik på forskellige skoler og afsluttede sin skolegang efter 8. klasse. Hun var ansat på Bing og Grøndal som porcelænsmaler og malede figurer og dækkeservice.
Vi husker ikke, at hun fortalte mange historier fra sin barndom og ungdom. Men hun gav udtryk for, at hun følte sig noget overset i hjemmet, fordi hendes storebror Conrad blev stærkt prioriteret, som sønnen i familien. Således kom Conrad i lære som smed som sin far og det var meget værdsat af vores mormor og morfar. Vi har ikke hørt meget om hendes skolegang eller for den sags skyld om hendes ungdom. Dog var hun meget smuk og meget eftertragtet af byens ungkarle og dette gav vores far store problemer med at holde de mange konkurrenter fra dørene.
I vores mormors og morfars hus
Vi har talrige gode oplevelser fra min mormor og morfar. Min mormor var den sødeste mormor man kunne forstille sig. Hun var altid interesseret i hvad vi lavede, ville altid hjælpe så godt hun kunne og hyggede altid om os både på hverdage, til jul og til påske. Min mormor havde indrettet en systue i spisestuen ”Krøses Systue” og syede for alle. Vores morfar var smed og havde styr på det hele. Han må have været rigtig god til økonomi, fordi de tjente ikke meget, men havde alligevel råd til hus, bil og var nogle af de første i Danmark der fik telefon (med drejesving). De var også blandt de første i Danmark der fik fjernsyn og farvefjernsyn og de tog på mange campingferier i Tyskland, Østrig, Norditalienog Norge.
Vi havde en hvid juli barndommen, hvor vores mor og far nogle dage før juleaften besluttede, at vi skulle besøge vores mormor og morfar. Vi boede dengang på Obovej i Herlev og det var inden for mulig gå afstand. Vi havde meget sne den dag og vejene var ufremkommelig for cykler og biler og derfor skulle vi gå med kælke. Det var en fantastisk hyggelig tur med os siddende på kælkene og mor og far der trak dem.Vi gik på vejene, hvor bilerne ikke kunne køre og langs med marker og store gartnerier (mellem Obovej i Herlev og Stavnsbjerg Alle i Gladsaxe, hvor der i dag er tæt bebygget). Dengang var der nogle store gartnerier over på den anden side af Frederikssundsvej og der var mindre marker imellem. Der var helt snestille hele vejen og turen sluttede i vores mormor og morfars hus, hvor der var varmt og hyggeligt. Turen tilbage var i mørke stadig med meget sne og med lys i gadelygterne.
Juleaften i vores mormors og morfars hus var helt specielle. Der duftede af and og flæskesteg når vi kom og der var pyntet op med nisser, kræmmerhuse, kugler og juletræ. Gaverne skulle lægges i en balje i kælderen ved siden af skorstenen så julemanden kunne tage dem, når han kom ned gennem skorstenen. Juleaften hos mormor og morfar var altid sammen med Conrad og Bodil og vores fætter og kusine John og Linda – se det var en perfekt jul. Der var mandelgave til alle børnene og efter at have danset omkring juletræet og efter ”Højt for træets grønne top” ventede vi på julemanden – og han kom faktisk og der var ingen fædre der manglede. Vores morfar havde bestilt en julemand hos studenterne, viste det sig senere, men for os var det en rigtig julemand (der var vist nok nogle problemer med skægget, da han blev tilbudt en øl, men det ændrede ikke på vores overbevisning om julemandens ægthed).
Morfar fortalte fra sin barndom i Ålborg, at dengang var der kun en bil i Ålborg og det var en taxa. Han og alle de andre drenge løb efter og ved siden af den hele dagen og åbnede og lukkede døren for kunderne. Når det blev aften og taxaen skulle hjem fik en af drengene som belønning lov til at køre med taxaen hjem i garage.
Da morfar var barn i Ålborg var hans far skrædder og syede blandt andet for Holger Drachmann, der allerede dengang var en berømt digter og maler (skrev bl.a. ”Midsommervisen”, som vi stadig synger ved bålet Skt. Hans aften og hans malerier kan ses på Skagen Museum). Men en dag var vores morfar med sin far, der sagde, at nu skulle han hilse på den berømte kunstner. Men som morfar fortalte mig, at Holger Drachmann havde en balladebør (hat med stor skygge) på og et stort sjal og han kunne ikke lide ham uanset hvem han var. Det han syede for Holger Drachmann fik han bl.a. betalt ved, at fik lov til at gå på jagt på Holger Drachmanns jagt.
Vores morfar fortalte også, at da han skulle til køreprøve til bil, skulle alle køreskoleeleverne køre rundt i en rundkørsel imens den motorsagkyndige stod inde i midten og holdt øje med, at de ikke kørte ind i noget eller hinanden og gjorde de ikke det ja så havde de bestået køreprøven.
Hos farmor og farfar
Her kniber det lidt med erindringerne, men når vi var i deres hyggelige lejlighed i Herlev på Herlev Hovedgade var der altid fuldt hus. Vores farmor og farfar havde fået 8 børn og havde på et tidspunkt iflg. min farmor 23 børnebørn, så i dag er der nok mange flere vi desværre ikke kender. Vi var aldrig de eneste der var på besøg. Min farmors to specialiteter var leverpostej og frikadeller, begge dele var hun helt afgjort uofficiel verdensmester i. Når hun bagte leverpostej bredte det sig som en løbeild i hele Herlev, hvor de fleste af hele den store familie boede og snart var stuerne fulde af fætre og kusiner, der alle skulle smage den nye leverpostej på frisk franskbrød og smagen var da også helt fantastisk.
Vores farfar husker jeg bedst fra en jul, hvor han besluttede at alle drenge børnebørnene skulle have det samme i julegave, fordi han havde fået et godt tilbud på en hel masse dolke med skæfter der lignede hjortetak og med takker på bagsiden af bladet, så man også kunne save grene over. Vi drenge der fik dolkene var lykkelige for dem, men jeg hørte, at det havde været under vores farmors vilde protester, at give sådan nogle små drenge knive.
Vores fars barndom og ungdom
Vores far, Svend Aage Øelund, er født den 28. januar 1921 på Rigshospitalet i København og døbt den 27. marts samme år. Han er søn af Fiskehandler Vilhelm Anker Øelund og Ella Kristine Øelund født Pallesen på Jagtvej 163. Han gik på forskellige skoler fordi vores farmor og farfar flyttede meget.
Vores farmor fødte 10 eller 11 børn, hvoraf de 8 overlevede. Vores far var næstældst i flokken af 8 børn og Børge (f. 1919) var storebror. Efter vores far (f. 1921) kom Inger (f.1924), Knud (f. 1926), Lissi (f. 1927), Henning (f. 1929), Kaj (f. 1933) og Hanne (f. 1937).
De voksede op under meget fattige kår blandt andet i en 1½-væresles lejlighed i 2. baggård med lokum i gården med rotter. Når der kom gæster blev børnene sendt i seng, fordi der ikke var plads og heller ikke stole nok til gæsterne. Tiden i Hillerødgade Skole fra 5-8.klasse var den bedste skoletid for vores far og han fik her skolens flidspræmie et lommeur, som nu opbevares ved anevæggen hos mig. Han havde først fået en bog, men ikke den aller fineste flidspræmie nemlig et lommeur. Skolen opdagede fejlen og hans lærer kørte på sin cykel hjem til vores farmor i deres ismejeri i Hillerødgade og afleverede uret, som vores far fik, da han kom tilbage efter at have kørt med ismejeriets varer. Vores far holdt meget af sin skole og ville gerne fortsætte, men familien havde ingen penge og han skulle ud og tjene til den store familie.
Vores fars oplevelser var talrige, men en meget tydelig erindring var, da han som barn skulle have ordnet en fortand hos tandlægen. Han havde netop fået et gummestykke foran så kun munden var fri og så gik der panik i ham. Han hev gummistykket af, flygtede under vasken fordi gangen der var spærret af tandlægen og slap ud gennemventeværelset og hjem. Næste dag foran hele klassen kundgjorde klasselæren (den samme lærer, som kom med flidspræmien) at der var en af hans elever der dagen før var stukket af fra tandlægen, men at han havde skaffet ham en ny tid hos tandlægen i dag og det var lige nu, – så han måtte gå tilbage til tandlægen og få overstået indgrebet i fortanden (præcist sådan fortalte vores far historien).
Vores far var som nævnt meget glad for at gå i skole. Da han var dygtig til at stave, kom han i lære som typograf på ”Ude og Hjemme”. Dengang var alle bogstaverne af bly og lå i sætterkasser og herfra sammensatte typograferne dem til sætninger så de kunne trykkes. Pigerne på kontoret fortalte ham, at det var et farligt job med alt det bly, der var i bogstaverne og derfor løb han fra lærepladsen. Hans onkel Henry havde skaffet ham lærepladsen og den slags var svære at få, så det udløste stor utilfredshed hos vore farmor og farfar.
Vores far var dengang en habil løber og deltog i mange løb i København. Hans store mål var at vinde Fortunløbet for at få overrakt 1.præmien af Kong Christian d.10., men det lykkedes han aldrig med bl.a. fordi han blev ramt af astma og måtte opgive løbekarrieren.
På et heldigt tidspunkt flyttede familien til Gladsaxe.
Mødet mellem vores mor og far
Under 2.verdenskrig i København var han CB’er og oplevede bl.a. bombningen af Shellhuset og Den Franske Skole på tæt hold samt en række tilfælde af den tyske værnemagts overgreb på den danske befolkning og han mistede bl.a. sin gode ven Villy, der blev skudt på Brønshøj Torv i krigens sidste dage. Han kom selv igennem krigen i god behold og familien var flyttet til Stavnbjerg Alle 16 i Gladsakse heldigt tæt på vores kommende mor Ella Iris Krøse Rasmussen som boede i nummer 12.
Vores mor mødte, som ung kvinde vores far ved sit barndomshjem på Stavnsbjerg Alle 12 i Gladsaxe. Vores mor var porcelænsmaler på Bing og Grøndal. Som nævnt var vores far med sin mor og far og alle sine 7 søskende flyttet ind i huset i Stavnsbjerg Alle 16 næsten lige ved siden af vores kommende mor. Vores mors storebror Conrad var nogenlunde på alder med vores far og under foregiven af at han skulle besøge ham fik han på samme tid set vores mor. En af undskyldningerne for at se vores mor var, at han spillede harmonika og Conrad spillede klarinet og at de skulle spille sammen. De underholdt hele kvarteret med musikken fra vores mormor og morfars terrasse.
Vores far var som sin egen far selvstændig købmand af natur og var derfor ikke vores morfars ønske svigersøn,- han så hellere en smed som han selv. Men udviklingen og forelskesen lod sig ikke stoppe og vores mor og far blev gift den 13. maj 1945 i Gladsaxe Kirke, blot 9 dage efter det om aftenen blev meddelt i radioen fra London, at tyskerne havde overgivet sig og krigen var slut i Danmark. Vores morfar havde sparet sammen til deres bryllup under krigens rationeringer og han havde blandt andet, så ofte det kunne lade sig gøre, fået lagt en flaske vin tilside til brylluppet hos købmanden på hjørnet af Stavnsbjerg Alle og Mørkhøjvej. Den 4. maj om aftenen, hvor befrielsen blev meddelt i radioen, drak købmanden af glæde over befrielsen sig fuld i al den vin vores morfar havde fået lagt tilside. Da han den aften på gaden viste sig meget beruset og fortalte vores morfar, at han havde drukket det hele lovede vores morfar aldrig mere at komme i hans forretning, – et løfte som han holdt.
Vores fars virksomhed (som fortalt af vores far)
Vores farfar havde startet sin egen virksomhed med opskæring af rødspætter, ising og torsk i filletter samt produktion af fiskefars, som han solgte til fiskeforretningerne i København. Forretningen, der lå Ved Godsbanen 2 eller 4 ved Premiere Is i København, gik imidlertid dårligt og han solgte virksomheden til Dansk Andelsfisk, der samtidig ansatte vores farfar, som leder og ansvarlig forforretningen til en fast månedlig løn. Dansk Andelsfisk hørte hjemme på Bornholm fra 1946 og havde til opgave at forarbejde fiskefangsten fra Bornholm. Dansk Andelsfisk ønskede, at samle sine kontorer på samme adresse, men samarbejdet med vores farfar gik dårligt. Han følte sig konstant udsat for kritik og for meget styring fra kontorerne.
Vores far arbejdede ogsåi virksomheden og en dag tilbød Dansk Andelsfisk, at vores far kunne overtage virksomheden kvit og frit, men at han til gengæld overtog virksomhedensforpligtelser, herunder ansættelsesaftalen med vores farfar. Vores fars storebror Børge havde også arbejdet i virksomheden, men samarbejdet havde ophørt på grund af uoverensstemmelser og han havde efterfølgende startet sin egen virksomhed med samme produktion som imidlertid byggede gæld op uden at tjene penge nok.
Vores far underskrev aftalen om overtagelse af forretningen med Dansk Andelsfisk på samme dag den 10.oktober 1950 som Winston Churchill hædredes i København med modtagelse af Kong Frederik og Dronning Ingrid efter at have besejret Tyskland og befriet Danmark. Vores far gik straks i gang med at bygge virksomheden op. Han overtalte kunderne i Dansk Andelsfisk til at komme over til ham i sin nystartede virksomhed, han ansatte Børge til at lave fiskefars og fik dermed også hans kunder og han havde som nævnt allerede vores farfar i forretningen, -det var en familievirksomhed ejet og styret af vores far. Børge var ikke medejer af virksomheden, men havde samme vilkår i sin ansættelse med deling af overskuddet med videre og de opfattede begge hinanden som kompagnoner. Børge mødte på arbejdet klokken 2 om natten og sørgede for at der var lavet fiskefars til fisketovet åbnede klokken 06:30, og han svigtede aldrig.
Fisketorvet var på dette tidspunkt Gammel Strand sammen med Skovserkonerne. Fisketorvet flyttede den 2. januar 1958 fra Gammel Strand til et helt nyt anlæg ved Gasværkshavnen, hvor shopping centret med samme navn nu ligger. Dette blev indviet i 2000, hvor Fisketorvet så igen flyttedes denne gang til Nordhavn (billederne herunder er fra bogen ”Fra Gammelbodehavn til Gasværkshavnen”.
Flytningen fra Gammel Strand i 1958 til det helt ny opførte Fisketorv blev markeret med et fakkeltog igennem byen, hvor produktionsvirksomhederne og fiskehandlerne deltog, – vores far og mor og os begge deltog naturligvis. Det helt nye fisketorv bestod af en lang toetagers ejendom på den ene side af vejen og lige så lang torvehal på den anden side af vejen, hvori handelen med fisk foregik fra produktionsvirksomhederne til fiskeforretningerne. Handelen blev igangsat præcis klokken 06:30 med ringen af en klokke i torvehallen og det blev skarpt overvåget af en betjent, at der sikrede at dette ikke foregik før præcis klokken 06:30.
På et tidspunkt var denne den største virksomhed i København der fremstillede fiskefars. Når der var udsigt til storm i farvandene omkring Danmark tilbragte vores far hele aftenen med at tale i telefon med fiskeopkøberne i de danske fiskerihavne for at sikre sig fisk til de kommende dages produktion på fabrikken. På samme tid sikrede han arbejde til sin far, brødre og søster Inger der alle (på nær Lissi og Hanne) på et tidspunkt arbejdede her. I den sidste periode arbejdede vores mor her også, fordi hun ønskede at være sammen med vores far og deltage i livet på fabrikken og fordi vi var flyttet hjemmefra og hun ønskede et arbejde. Vi havde også begge været arbejdsdrenge på virksomheden i sommerferier og lignende.
Denne virksomhed var det økonomiske grundlag for vores familie og gav os mad, tøj, biler og bolig. Efter lejligheden på Kilager i Gladsaxe blev der købt et rækkehus på Obovej 25 i Herlev, et sommerhus ”Va-lo-di-a” på Isefjorsdvej i Kulhuse og senere bygget et nyt sommerhus ”Bokul” på Nordsvinget i Kulhuse i første række til Isefjorden og senere den nybyggede villa i Værløse på Fiskebækvej 103. Den gav os også mange ferier på førstesalen hos pantefogeden Skovgade 18 i Svaneke, Inger og Theodor Hansen (tidligere cykelsmed fra København) og ferieture til Norge og Østrig. Alle steder de rejste hen var formålet primært at vandre i bjergene og der er ikke mange bjerge i Østrig de ikke har vandret i og de var temmelig lokalkendte her.
Virksomheden blev solgt efter vores far var fyldt 70 år, hvor han erkendte, at supermarkederne meget snart ville overtage det meste af handelen med fisk. Først herefter gik han på pension, selvom pensionsalderen dengang var 64 år.
Vores barndomshjem
En rigtig god og hyggelig barndomserindring fra barndomshjemmet på Obovej 25 i Herlev (1951-1963) er, at vores mor havde gemt eller købt en kasse med porcelænsmaling og pensler der gang imellem blev det taget frem anbragt på køkkenbordet og så malede hun askebægre og små skåle, som blev brugt til dekoration i hjemmet eller som små gaver. Men det var også en reel produktion, der blev sendt til brænding og afhentet af en virksomhed der solgte det videre til private kunder.
Vores far holdt meget af at gå til fodboldkampe og han støttede altid KB (Københavns Boldklub – nu FC-København) uanset hvor i landet de spillede. Benny og jeg kom med til mange kampe både i Idrætsparken, som det hed dengang og rundt om i landet.
Huset på Obovej i Herlev havde en kælder, der i begyndelsen kun indeholdt et koksfyr og et lager til koks. Vores far skovlede koks ind i fyret mange gange om dagen for at vi kunne få varme i huset. Vi skulle tælle tomme kokssække når vi fik leveret koks for at sikre, at vi ikke blev snydt i forhold til det antal sække koks der var bestilt. Senere blev der installeret et oliefyr i kælderen og det frigav pladsen fra kokslageret. Så kom oliefyret, som mange dengang var bange for skulle eksplodere, men det svinede i det hele taget meget mindre end koksfyret og kælderen blev malet og blev lavet om til gildestue. Der blev også sat et billardbord op, der kunne monteres med plader til bordtennis og der blev indkøbt et elektrisk Märklin tog. Vi havde alle i mange år meget fornøjelse af det hele.
I stueetagen var der spisekøkken, spisestue og dagligstue med telefon, TV (kun DR i de første år) og radio med grammofon og båndoptager med optagelse af Hans Kurt og South Pacific. På 1.salen var der badeværelse med siddebadekar, et lille soveværelse og et stort værelse, som senere blev delt med spånplader, så Benny og jeg fik hvert sit værelse. Hjemmet delte vi med vores dejlige cockerspaniel ”Prins” der overvågede hele området fra vindueskarmen på 1.sal.
I samme periode havde vi sommerhuset ”Bokul” på Nordsvinget i Kulhuse (1955-1963 ??) i 1.række til Isefjorden, som havde en helt fantastisk beliggenhed og udsigt mod vest. Dette sommerhus holdt vi mange ferier i med mange oplevelser med lufmadresser og gummibåde og huler med rebstiger i træer. Bagest på grunden lå en weekendhytte som gæsterne overnattede i og denne blev mange gange benyttet af vores mormor og morfar.
Som alle andre børn voksede vi fra sommerhuset og det blev solgt samtidig med rækkehuset på Obovej og byttet med et helt nyt hus nemlig villaen i Værløse på Fiskebækvej 103. Her havde vi vores teenagetid og ungdom.
På Fiskebækvej blev haven hegnet ind med raftehegn og dyrehegn for at holde cockeren Prins inde på grunden. Det lykkedes aldrig helt, – den havde adskillige vellykkede udbrud i jagten på ræve og katte.
Vi gik begge på Værløse skole og afsluttede med realeksamen (10.klasse) og begge kom i tømrerlære (Benny hos Nordbyg og Finn hos Aksel Rasmussen begge i Allerød). Benny mødte Ulla og flyttede i lejlighed på Halmtorvet og Finn gik i Flyvevåbenet for at blive pilot og flyttede sammen med Vivi i Næstved. Vores mor og far havde nu huset for sig selv og de fortsatte med mange ferier med vandreture i Østrig.
I barndomshjemmet på Fiskebækvej kom nu børnebørnene Charlotte, Tanya, Sine Marie og Brian med mange hyggestunder med gril om sommeren og hyggelige juleaftener med ild i pejsen og mandelgaver til alle børnebørnene. Senere blev Finn gift med Tina og så kom også børnebørnene Mia og Nadia til og alle hyggestunderne gentog sig nu også for dem.
Den sidste tid
Vores mor døde pludselig den 1. august 2004 næsten 80 år gammel og kun godt ½ år før deres 60 års bryllupsdag. Vores mors død kom vores far sig aldrig over. Savnet var meget stort og næsten ubærligt. Han lod huset og haven delvist forfalde, alt blev næsten fuldstændigt ligegyldigt efter hendes død. Samtidig blev hørelsen også dårligere, hvilket bl.a. resulterede i hans mange lidt skæve bemærkninger når andre talte, men dette blev godt igen efter vi fik købt et par høreapparater. Han havde kørekort og kørte i deres egen elskede bil, en sølvfarvet Toyota Yaris som de havde købt sammen, helt op til et par år før sin død.
Han valgte i denne periode, at tage til Skovgården i Værløse for at spise sammen med de andre ”gamle” i byen. Disse frokostture blev meget vigtige for ham og blev helt klart dagens højdepunkt. Han kørte selv derop i starten, men gik over til den fælles bustransport til og fra hjemmet, da han måtte opgive sin bil
Synet var blevet dårligere i de sidste år og til sidst opgav han som sagt bilen og kørekortet. Livet blev meget svært for ham, da synet blev svagere og livet blev nærmest uudholdeligt, da det næsten helt forsvandt det sidste år. Han fik til sidst også problemer med halsen og havde svært ved at spise og drikke og i de sidste måneder opgav han helt og ønskede ikke at leve mere. Han blev indlagt på Herlev Hospital, der konkluderede, at en operation i spiserøret var nødvendigt, men dette afviste han og ønskede i stedet at afslutte livet, der nu var blevet meget svært. Han ønskede, at tilbringe de sidste dage hjemme og blev udskrevet og kørt hjem, men tilstanden var nu så dårlig, at han kun var hjemme nogle få timer, formegentlig uden han var klar over det, og blev så overflyttet til Farum Plejehjem, hvor han døde kun få dage efter den 11. maj 2016.
Begge urner er sat ned på kirkegården i Kirke Værløse.
Vores mor blev 79 år og vores far blev 95 år. De havde mere end 60 dejlige år sammen, fik 2 sønner (Benny, Finn), 6 børnebørn (Charlotte, Tanya, Sine Marie, Brian, Mia, Nadia) og 6 oldebørn (William, Amalie, Lucas, Mathilde, Emmelie, Sofia).
Æret være deres minde.
Benny og Finn